A
En form for fornyelse af den abstrakte kunst, som finder sted i begyndelsen af 1950'rne. Se også New Yorker-skolen.
Kunst som enten er helt nonfigurativt, eller som omdanner ting observeret i virkeligheden til mønstre. Disse opleves af iagttageren først og fremmest som selvstændige former uden forbindelse til den oprindelige kilde.
Farvestof opløst i vand og bundet sammen af vandopløselig gummi; resultatet er en gennemsigtig maling.
Et kunstværk som fremstiller en abstrakt egenskab eller en idé enten gennem enkle ting eller figur eller ved at sammensætte ting og figurer, gerne på en urealistisk manér. I rænessancens kunst hentyder allegorier ofte både til Bibelens og til græsk-romerske legender og litteratur.
Samlende betegnelse for græsk og romersk kunst op til 400-tallet e. Kr. Herfra hentede akademiske kunstnere inspiration fra renæssancen og fremad.
Kunstnerisk teknik, en sammensætning af tredimensionale genstande, gerne "objets trouvés". Teknikken, som er afledt af collagen, blev yderst populær hen mod slutningen af 1950'erne som en del af genoplivningen af Dada.
Forskellig på to sider af en akse, men ikke nødvendigvis ude af balance.
B
Indtrykket af ligevægt i en billed- eller skulptur-komposition. For at opnå den er formen for det meste arrangeret omkring en akse. Balance kan tilvejebringes på mange måder. Måden elementerne i et kunstværk er arrangeret, så de skaber en følelse af ligevægt. Balance bygger (hovedsagelig) på principperne: symmetri og asymmetri.
Indgår i kunstværker, der ligeværdigt med traditionelle kunstneriske virkemidler udnytter materialer fra det omgivende samfund.
C
Clair-obscur betyder kampen mellem lys og skygge. Betegnelsen clair-obscur bruges i maleriet om en pointeret forskel mellem belyste og skyggefulde partier.
En kunstnersammenslutning grundlagt i Paris i 1948, hvis hensigt var at genoplive ekspressionismen. Navnet er sammensat af begyndelsesbogstaverne fra COpenhagen (København), BRuxelles og Amsterdam. Gruppen opløstes i 1951.
En teknik opfundet af Picasso og Braque i deres analytisk-kubistiske periode. De begyndte at lime fragmenter af aviser og andet trykt materiale på deres kompositioner som eksempler på den taktile virkelighed, den kubistiske analyse forsøgte at ødelægge. Collageteknikken blev senere anvendt af Dada-kunstnerne og surrealisterne som et middel til at skabe irrationelle sammentræf mellem "fundne" billeder. Hvor end collage-teknikken bruges, tenderer den mod et brud af kompositionens enhed og skaber bevidste rumlige disharmonier og fornuftsstridige størrelsesforhold.
En form for maleri, hvor farverne virker, som kunne de fortsætte i det uendelige. Der er ingen tonale kontraster, og motiv og grund har samme værdi. Skønt Colour-field malerier ofte er usædvanlig store, er det meningen, de skal iagttages på nært hold for at udfylde beskuerens hele synsfelt. Betegnelsen dækker visse aspekter af den abstrakte ekspressionisme og værker af den efterfølgende generation, som trådte frem i de sene 1950'ere.
D
Med vilje et meningsløst navn for den første anti-art bevægelse. Under Første Verdenskrig i Zürich 1916 anvendte Hugo Ball, Hans Arp, Tristan Tzara og andre krigsflygtninge nonsenstekster, optræden og abstrakte kunstværker som protest mod de højtravende idealer, den europæiske civilisation stod for i de lande, der havde frembragt krigen. Dadaisternes form for provokation var lånt fra futurismen. Navnet Dada blev adopteret af Marcel Duchamp i New York såvel som af efterkrigsbevægelsen i Berlin, Paris og andre steder. I Paris førte dada's undersøgelser af det irrationale frem til surrealismen.
Samlende betegnelse for en lang række forskellige tyske malere, som fra slutningen af 1970'erne stod frem med et nyekspressionistisk maleri. deres kunst karakteriseres af "vilde" figurative emner og farver med inspiration fra den tyske ekspressionisme fra århundredets begyndelse, men med tydelig stillingtagen til aktuelle emner, f.eks. fra storbykulturen, og en vis punk-æstetik. Kulminationen for denne ikke klart definerbare retning blev to udstillinger i 1982, documenta 7 i Kassel og Zeitgeist i Berlin. Her udstilledes også amerikansk nyekspressionisme og italiensk transavanguardia, to beslægtede retninger i 80'ernes malerkunst. - En dansk gruppe unge udstillede, ligeledes i 1982, værker af lignende karakter på "Kniven på hovedet". De unge vilde er således en populær betegnelse for en gruppe danske malere, elever på Kunstakademiet i København i 1980'ernes begyndelse.
Når talen er om kunsthåndværk er dette engelske ord gået ind i almindelig sprogbrug for formgivning. En person, der beskæftiger sig med formgivning, kaldes ligeledes designer.
Skråtløbende linje. Antyder ofte aktivitet og bevægelse i et maleri.
E
En betegnelse som den tyske kunstkritiker Herwardth Walden, udgiveren af Berlin avantgarde-bladet Der Sturm (1910-32), satte i omløb for at karakterisere al moderne kunst i modsætning til impressionismen. Senere kunst, hvis former ikke fremstår direkte fra naturiagttagelse, men fra subjektive reaktioner på virkeligheden. - I dag enhver form for kunst, hvori konventionelle ideer om realisme og proportioner er blevet væltet omkuld af kunstnernes følelser med dermed følgende forvredne former og farver som resultat.
Stof der tages op til behandling i et kunstværk (f.eks. Den spanske Borgerkrig).
Et naturmateriale eller delvist bearbejdet materiale som indgår i en videre bearbejdning eller produktion.
F
Centralperspektiv: Linearperspektiv, hvor øjet drages mod et bestemt forsvindingspunkt i kompositionens midte, oftest beliggende på horisontlinjen.
Farveperspektiv: Eller luftperspektiv/atmosfærisk perspektiv anvender en metode til at fremstille afstand og tilbagetrækning i et maleri, baseret på den virkning atmosfæren har på det menneskelige øje. Omrids bliver mindre præcise, små detaljer tabes, afskygningerne bliver mere blå, farverne almindeligvis mere blege og farvekontrasterne mindre udtalte. Diss virkninger havde fresco-malerne fra romertiden allerede anvendt, men de er dog mest typiske for det europæiske landskabsmaleri fra slutningen af 1500-tallet og fremad. der er også et forsøg på atmosfærisk perspektiv i kinesiske og japanske tusch-malerier.
Forsvindingspunkt: Punktet på horisontlinjen, hvori de indadgående linjer mødes.
Linearperspektiv: Anvender virkelige eller antydede linjer, der løber sammen i et eller flere forsvindingspunkter i horisonten og herved forbinder vigende planer.
- komplementærfarve: En farve der anbragt over for en anden, blandet af to primærfarver på farvecirklen, fremtræder kraftigere eller lysere. Rød og grøn, blå og orange samt gul og violet er komplementærfarver.
- lokalfarve: En bestemt genstands farve, set i dagslys og mod en hvid baggrund, uden omgivelsernes påvirkninger, som skygger og reflekser.
- nuance: Den dominerende farve i en farveblanding eller i en blanding af en farve og hvidt, f.eks. "en blå nuanve" eller en "blålig hvid".
- primærfarve: Blå, gul og rød. Farverne, hvoraf alle andre er frembragt, og som ikke kan blive opløst i andre farver.
- sekundærfarve: En farve frembragt ved at blande lige dele fra to primærfarver. Blå og gul danner grøn, blå og rød violet og gul og rød orange.
- signalfarve: Kraftig, iøjnefaldende farve, der danner stor kontrast til omgivende farvenuancer.
- tone: 1) Den dominerende farve i et billede. 2) Denne farves forholdsmæssige lysstyrke eller mathed.
- valør: Forholdet i et maleri mellem de tonale værdier, mellem farverne og mellem disse to elementer tilsammen.
Betegnelse skabt af den franske kunstkritiker Louis Vauxelles for at beskrive en gruppe unge malere, som udstillede sammen for første gang på Salon d'Automme i Paris 1905. Tilnavnet kom af deres voldsomme, urealistiske farveholdning og dristige, tilsyneladende rå linjeføring.
Kunst som afbilder genstande iagttaget i den synlige verden - også selvom de er gengivet i forandret eller forvredet form.
Et dobbelttydigt billede, der ved iagttagelse langsomt lader sig aflæse i dets forskellige manifestationer. Flere motiver kan således skjule sig bag mønstre og ved første øjekast uigenkendelige former.
Ligesom punktets bevægelse frembringer linjen, kan linjen i bevægelse frembringe fladen. Fladen markerer to-dimensionale arealer eller områder, der kan være åbene eller lukkede, organisk (fri form) eller geometrisk. Fladerne refererer til det natur- eller menneskeskabte. De kan føles aktive og passive, voldsomme og delikate, hårde og bløde, ligeværdige og kontrastfyldte, store og små, balancerede og ubalancerede etc.
Navn taget af en international kunstnerisk bevægelse, grundlagt 1962 for at samle medlemmer af den ekstreme avantgarde i Europa og Amerika. Gruppen havde ingen stilistisk identitet, men dens aktiviteter var på mange måder en genoplivelse af Dada-ånden.
Kunst og -håndværkaf usofistikeret karakter og formodentlig med rødder i almindelige menneskers kollektive bevidsthed. Ideen om folkekunst er klart fra 1800-tallet. I dag indebærer den et gran nostalgifor det præ-industrielle samfund.
Et objekts fysiske afgrænsning mod det omgivende rum. I naturalistisk maleri tilstræbes en illusion af forskellige objekters præcise afgrænsninger indbyrdes, hvorved en tredimensionel virkning opnås. Ved skulptur modelleres formen op fra grunden (additionsprincip) eller udskilles/udhugges fra emnet (subtraktionsprincip).
Se perspektiv.
Ekstrem realistisk retning inden for malerkunsten, hvor selv de mindste detaljer udpensles med fotografisk nøjagtighed. I dansk malerkunst slår retningen igennem i 1970'erne.
I modsætning til ateliermaleriet udfærdiges friluftsmaleriet - som navnet antyder - i det fri. Malemåden slog igennem i 1870'erne, hvor impressionisterne ønskede at komme så tæt på naturen som muligt. Lyset og skyggerne kunne her registreres umiddelbart og overføres direkte på lærredet.
G
Generelt en form for maleri bestemt efter indholdet: stilleben, landskabsmaleri, portræt, historiemaleri.
Specielt kunst, der fremstiller scener fra hverdagen. Genremaleriet var fremherskende i 1600-tallets Holland og igen i forbindelse med 1800-tallets interesse for almuens liv over hele Europa.
Maleteknik med en slags uigennemsigtige vandfarver. Farvestofferne har et gummibindemiddel og fyldstoffet er altid en eller anden form for uigennemsigtig hvid, f.eks. ler eller baryt, hvilket giver en typisk "kridtet" virkning selv til mørke farver. Synonym: plakatfarve.
Et kunstnerisk udtryksmiddel, der gør brug af linjer, tegn eller bogstaver på papir. det omfatter alt fra tegninger, forskellige former for tryk som kobberstik, raderinger, træsnit osv. samt typografi.
H
En kunstnerisk begivenhed, typisk for 1960'erne og 70'erne, som skabte en syntese ud af planlagt og improviseret teateraktivitet, billedkunst og objets trouvés. Publikumsdeltagelse var ikke ualmindelig. Formen fremstod ca. 1957-59 i New York som en udvidelse af den abstrakte ekspressionisme ved at inddrage tid og rum, og den blev et vigtigt stadium i Popkunstens udvikling. Happenings fremkomst fremstod også under indflydelse af komponisten John Cage og hans teorier om brugen af det tilfældige. Den mest slående forskel mellem en happening og det mere traditionelle teater er manglen på det fortællende.
Det lyseste parti i et billede. I sort-kridt-tegninger kan højlys pålægges med hvidt kridt.
I
En fransk 1800-tals kunststrømning, som forsøgte at anvende de samtidige, videnskabelige undersøgelser af farven og dens virkninger, foretaget f.eks. af kemikeren Eugéne Chevreul, for at opnå en mere nøjagtig farvegengivelse og farvetone. De fleste impressionister påførte farve på lærredet i små strøg af ren farve snarere end i brede, blandede strøg. Resultatet blev billeder, der virkede slående lysere end de samtidige salon-maleres. De malede ofte gerne udendørs og forsøgte at fange et flydende lys- og farveindtryk i stedet for at opnå en syntese heraf i atelieret. Malerne, der hørte til bevægelsen, fandt sammen lige inden den fransk-tyske krig 1870-71. Den første impresionist-udstilling blev afholdt i 1874.
I kunst det der fremstilles eller behandles ved hjælp af forskellige kunstneriske virkemidler. Indholdet kan f.eks. være tematisk/emneorienteret, symbolsk, allegorisk, politisk eller noget helt andet. Et kunstværks indhold kan fremstå klart og udtrykke åbenlyse holdninger, og det kan fremstå mere dobbelttydigt.
Installationskunsten sigter ikke mod det private rum, men mod det offentlige, nærmere bestemt - mod museet. Her møder betragteren en blanding af maleri og relief med åbenlyse arkitektoniske referencer, som har karakter af "åbne kunstværker" (Umberto Eco). Installationskunstnerne sammensætter f.eks. overraskende kunstværker af enkle brugsgenstande uden at lave om på brugsgenstandenes design. Forbløffende kombinationer opstår. Installationskunsten giver ikke umiddelbart "facit" fra sig , - det legende element er iøjnefaldende, og som regel savner beskueren "den røde tråd", den "personlige håndskrift", stilen eller dens kommercielle modstykke: varemærket.
K
Samlende betegnelse for en bestræbelse på at efterfølge klassiske idealer og forbilleder i kunst og arkitektur. Begrebet dækker i tid vidt adskilte strømninger og omfatter bl.a. barok-klassicisme, ny-klassicisme og 1920'ernes genoplivelse af klassiske arkitekturformer.
- Egentlig for at beskrive kunst og arkitektur fra antikkens Grækenland og Rom, især græske arbejder fra 4. og 4. århundrede f. Kr. og nøjagtige romerske kopier heraf. - Mere generelt om kunst og arkitektur der lægger sig tæt op ad de græsk-romerske forbilleder. - Endnu mere generelt om kunst der har til hensigt at skabe en tilstand af følelsesmæssig og fysisk ligevægt, og som er mere rationelt end intuitivt opbygget.
Se farver.
- Kombinationen af elementer i et maleri eller andet kunstværk i et forhold, kunstneren finder tilfredsstillende.
- Mere generelt et maleri, et relief eller en skulpturgruppe, især hvis den indeholder et stort antal elementer.
Kunst sammensat af enkle, nonfigurative visuelle former og forbundet med en opfattelse af struktur som et sammenhængende organisationsprincip (Theo van Doesburg: Den konkrete kunsts manifest, 1930). Navnet blev foretrukket fremfor abstrakt kunst, fordi kunstnernes aktivitet er det modsatte af abstraktionsprocessen. Max Bill definerede konkret kunst som bestræbelsen på "at vise abstrakte tanker i en sanselig og håndgribelig form".
En abstrakt kunstnerisk retning, som fremstod i Rusland lige inden revolutionen. Konstruktivisterne havde til hensigt at gøre kunst til en objektiv, videnskabelig undersøgelse af abstrakte egenskaber (billedoverflade, konstruktion, linje og farver). De ønskede også at overføre denne kunst på tidens sociale og industrielle krav, idet de forenede den med arkitekturen og eksperimenterede medf.eks. tøj-design. Uden for Rusland udøvede den stor indflydelse på en institution som Bauhaus. Betegnelsen er også anvendt om senere abstrakte retninger i europæisk malerkunst.
Udtrykker en udpræget forskel på grænsen til en modsætning. Kontrast kan f.eks. opbygges i kunstværker ved hjælp af farve, proportion, rytme og tekstur. Brug af modsætninger i klart slægtskab (lys & mørke, groft & fint).
Omrids - eller den linje, der f.eks i en tegneserie omslutter objekterne . Konturstreg udnyttes også i malerkunsten - f.eks. i ekspressionistisk maleri, hvor klare omrids forstærker formsproget.
En retning inden for kunsten der opstod omkring 1909 under Picasso og Braques ledelse og med rødder i Cezannes teorier. Den var et forsøg på at skildre alle aspekter af, hvad kunstneres så i tre dimensioner, på en flad overflade. Kubisme viser sig i to former. Analytisk kubisme - ville vise forskellige aspekter af samme objekt på samme tid samtidig med at give slip på det konventionelle perspektiv og gøre brug af facetter, der overlapper hinanden. Collage var et middel til at indføre den "rå" virkelighed for at afbryde teknikkens to-dimensionalitet. Syntetisk kubisme - gjorde brug af den kubistiske analyse og oversatte alt set til et sprog bestående af visuelle tegn. Den forsynede ethvert objekt med en kodet ækvivalent og forvandlede maleri til en parallel til virkeligheden i stedet for at gøre det til en afspejling af den virkelighed, maleren iagttog.
L
Motiv inden for malerkunsten, kendt i antikken, hvor landskaber findes blandt romerske vægmalerier. Det genopstod i Europa i 1400-tallet, bl.a. i Donau-skolen, og fik en blomstring i 1600-tallets Nederlandene. Med naturalismen i 1800-tallet blev landskabsmaleriet på mange måder den mest udbredte kunstform og det emne, fornyende kunstnere, som f.eks impressionisterne, valgte at arbejde med. Landskaber kendes også i kinesisk og japansk kunst fra 1500-tallet e. Kr og frem.
Se perspektiv.
Virkemiddel inden for kunsten, der bygger på punktet: Hvis punktet indgår i en bevægelse, tegner dets bane en linje. Linjen kan varieres i det uendelige. Linjen kan variere i bredde, længde, krumning, farve og retning.
Et tryk udført ved at tegne på en fin, porøs kalksten eller på en zinkplade med fedtholdig tusch eller kridt. Stenen eller pladen ætses derefter med salpetersyre og præpareres med vand og gummi arabicum, således at kun de tegnede partier afgiver trykfarve under trykningen. Denne foregår ved at lægge et fugtet stykke papir over stenen/pladen, som anbringes i en speciel presse, og motivet afsættes nu på papiret.
M
Et malet billede; ofte om et kunstværk malet på lærred, der er udspændt på en træramme.
Et udtryk eller et tegn, der ellers bruges om noget andet. Metaforen ligger tæt op ad symbolet.
Se blandede materialer.
En fællesbetegnelse for en række avantgarde stilarter inden for 1900-tallets moderne kunst, f.eks kubisme, ekspressionisme, dadaisme og surrealisme.
I en farve.
Storslået og statelig. Afledt af monument: som har karakter af at være et monument.
Det som man afbilder i et billede, eller som er emne for et kunstværk. Inden for billedkunsten er der en del klassiske motiver, f.eks. portrættet og landskabet.
En person, der støtter kunsten økonomisk, bl.a. ved at bestille eller købe kunstværker. Betegnelsen dannet efter navnet på den romerske rigmand Maecenas, der på Augustus' tid støttede digterne Virgil og Horats.
Figur mm. som er regelmæssigt gentaget - f.eks. som udsmykning på stof eller tapet. Inden for malerkunsten tegner linjer, farver og flader ofte mønstre i f.eks.det abstrakte maleri . Dekorativ kunst udnytter på samme vis mønsterets æstetik.
Betegnelse for en række danske malere i 1930'erne på grund af deres forkærlighed for mørke jordfarver. Deres emner var landskaber og menneskeskildringer. Ofte var den mørke kolorit kun en fase i deres udvikling.
N
- En kunstnerisk strømning, der prægede Europa i anden halvdel af 1800-tallet, og som fik malerne til at blive mere og mere interesserede i gengivelsen af dagligdagen. Den havde en parallel i litteraturen f.eks. i Zolas og brødrene Goncourts romaner. - Enhver form for kunst, der er afhængig af naturindtryk og ikke af intellektuelle teorier. Blandes ofte sammen med realisme.
Fransk betegnelse for stilleben (tysk: stille liv) - en form for maleri, der omfatter mange motiver med det fællesskab, at det drejer sig om genstande fra dagligdagen: husgeråd, bøger, døde dyr, madvarer og blomster. Skabte sin form i 1500-tallet, selv om der er tidligere tilløb - også i antikken. Dens storhedstid var i 1600-tallets Nederlandene, hvor bl.a. de følgende underformer dyrkedes: køkkenstykke, blomsterstykke og vanitas.
Betegnelse anvendt af visse kunstnere i de sene 1950'ere, f.eks. Robert Rauschenberg og Jasper Johns, for at beskrive deres arbejder, som de så som en genopliven af den originale Dada.
En voldsom form for figurativ kunst, i høj grad en genopliven af den tyske ekspressionisme fra begyndelsen af det 20. århundrede, som manifesterede sig i USA, Italien og især i Vesttyskland i slutningen af 1970'erne. I USA kaldes retningen undertiden Bad Painting, i Italien Transavanguardia, og i Tyskland er kunstnerne kendt som "Neue Wilden", de unge vilde.
Samlende betegnelse for en lang række forskellige tyske malere, som fra slutningen af 1970'erne stod frem med et nyekspressionistisk maleri. deres kunst karakteriseres af "vilde" figurative emner og farver med inspiration fra den tyske ekspressionisme fra århundredets begyndelse, men med tydelig stillingtagen til aktuelle emner, f.eks. fra storbykulturen, og en vis punk-æstetik. Kulminationen for denne ikke klart definerbare retning blev to udstillinger i 1982, documenta 7 i Kassel og Zeitgeist i Berlin. Her udstilledes også amerikansk nyekspressionisme og italiensk transavanguardia, to beslægtede retninger i 80'ernes malerkunst. - En dansk gruppe unge udstillede, ligeledes i 1982, værker af lignende karakter på "Kniven på hovedet". De unge vilde er således en populær betegnelse for en gruppe danske malere, elever på Kunstakademiet i København i 1980'ernes begyndelse.
Den form for fornyende, abstrakt malerkunst, der begyndte at udvikle sig med base i New York i løbet af 1940'rne. Den omfatter den abstrakte ekspressionisme, men også andre kunstnere, der var løsere forbundet med denne retning.
Et kunstværk, der ikke indeholder genkendelige former.
Betegnelse skabt af den franske kunstkritiker Pierre Restany i et manifest fra 1960 for at karakterisere en gruppe franske kunstnere, som forkastede den samtidige frie abstraktion for i stedet at gøre brug af virkelige genstande, især "objets trouvés" fra bymiljøet. Deres hensigt var en ironisk kommentar til det samtidige samfund.
Se farver.
Betegnelse der anvendes om flere tendenser i det 20. århundredes kunst fra den klassicerende retning i fransk kunst i 1920'erne og Neue Sachlichkeit over Nouveau Realisme i 1960'erne til Superrealismen.
O
En abstrakt kunstretning i 1960'erne, som var optaget af at udnytte visse optiske effekter.
Se Nature-morte.
Begreb inden for kunsten, der udtrykker en indre, naturlig sammenhæng. Bruges ofte synonymt med "naturlig", "harmonisk" og "sammenhængende".
P
- Oprindelig de ikke-franske malere, for det meste figurative og ekspressionistiske - og ofte jødiske, der slog sig ned i Paris lige før og og lige efter Den Første Verdenskrig. - Senere hele den moderne bevægelse inden for malerkunsten, som valgte Paris som sit centrum.
Tørt farvestof bundet sammen med gummi i en farvestiftform anvendt til udførelse af pasteltegninger og -malerier. Et fiksativ bruges til at binde farven til grunden.
En kunstform opstået i 1960'erne, som har nær forbindelse med de udøvende kunstformer - mime, dans og teater - og som præsenteres for et publikum. En performance er en forbigående handling og er i familie med action, body-art og happening.
- centralperspektiv: Linearperspektiv, hvor øjet drages mod et bestemt forsvindingspunkt i kompositionens midte, oftest beliggende på horisontlinjen. - farveperspektiv: Eller luftperspektiv/atmosfærisk perspektiv anvender en metode til at fremstille afstand og tilbagetrækning i et maleri, baseret på den virkning atmosfæren har på det menneskelige øje. Omrids bliver mindre præcise, små detaljer tabes, afskygningerne bliver mere blå, farverne almindeligvis mere blege og farvekontrasterne mindre udtalte. Diss virkninger havde fresco-malerne fra romertiden allerede anvendt, men de er dog mest typiske for det europæiske landskabsmaleri fra slutningen af 1500-tallet og fremad. der er også et forsøg på atmosfærisk perspektiv i kinesiske og japanske tusch-malerier. - forsvindingspunkt: Punktet på horisontlinjen, hvori de indadgående linjer mødes. - linearperspektiv: Anvender virkelige eller antydede linjer, der løber sammen i et eller flere forsvindingspunkter i horisonten og herved forbinder vigende planer.
HVAD ER FARVE?
Kunstnere bruger pigmenter og farvestoffer til at skabe farver.
Nogle tror, at pigmenter og farvestoffer er det samme, men de er ret forskellige. Den største forskel er, at et farvestof kan opløses i væske, mens et pigment skal bruge et bindemiddel til at opløse sig.
Et bindemiddel kan bedst sammenlignes med lim. Det holder pigmentpulveret sammen – og et bindemiddel kan være både æg, linolie, gummi tragacanth, gummi arabikum eller noget helt femte.
Farvestoffer bliver oftest brugt til at indfarve stof og papir, mens pigmenter bliver anvendt til maling, blæk, makeup og plastik.
WHAT IS COLOUR?
Artists use pigments and dyes to create colours.
Some people think that pigments and dyes are the same thing, but they’re actually quite different. The main difference is that dyes can be dissolved in liquid, but a pigment needs a binder to dissolve. A binder is a bit like a glue. It sticks the granules of pigment together. Binders can be things like egg, linseed oil, gum tragacanth or gum arabic.
Dyes are usually used for colouring cloth and paper while pigments are used for colouring paints, inks, makeup and plastics.
PIGMENTERNES HISTORIE
Mennesket har benyttet sig af pigmenter i århundreder. Man har knust og malet mineraler som hæmatit, malakit, azurit, turkis, selenit og lapis lazuli og brugt dem til at lave pigmenter, som kan bruges til maling. Hulemalerierne – som er figurer fra forhistorisk tid malet på væggene i huler – er de ældst daterede malerier i verden. De blev malet med pigmenter fundet i naturen, og her brugte vores forfædre spyt, saft fra planter og dyrefedt som bindemiddel.
De skabte også nye farver ved at opvarme pigmenter. For eksempel opvarmede de gul okker for at skabe en anderledes rød end det naturlige pigment hæmatit okker eller rød jord.
Vi bruger stadig disse kemiske reaktioner i dag, når vi skal skabe farver, for eksempel bliver rå sienna til brændt sienna.
THE HISTORY OF PIGMENTS
Human beings have used pigments for centuries. Minerals like hematite, malachite, azurite, turquoise, selenite and lapis lazuli have been crushed and ground to make pigments that could be used as paint. In the earliest paintings in the world, cave painters used natural pigments bound with spit, animal fat and tree sap to produce paint. They also created new colours by heating pigments, for example heating yellow ochre creates a different red to the natural pigments haematite ochre or red earth. We still use these chemical reactions to produce colour today, for example raw sienna heated up produces burnt sienna.
TYPER AF PIGMENT:
Man inddeler pigmenter i to typer: Uorganiske pigmenter og organiske pigmenter.
ORGANISKE PIGMENTER
Disse pigmenter kan findes i naturen og er blevet brugt i århundreder. Normalt indeholder de mineraler som ler, sten og metaller, hvilket giver dem deres farve. Organisk pigment produceres gennem en simpel proces bestående at afvaskning, tørring og pulverisering.
UORGANISKE PIGMENTER
Uorganiske pigmenter kaldes også syntetiske pigmenter, og de er menneskeskabt på laboratorier. Producenten har meget større kontrol over farven. Uorganiske pigmenter skabes via kemiske processer som oxidation. Et eksempel på oxidation er, når jern ruster.
Uorganiske pigmenter benyttes i maling, plastik, syntetiske fibre og blæk. Hvis der skal bruges stærke farver, bruger man organiske pigmenter, da deres farver netop er meget mere klare. Uorganiske pigmenter inkluderer hvide uigennemsigtige pigmenter. De bruges til at lysne andre farver, men også til at højne uigennemsigtigheden.
To andre pigmenttyper er metalliske pigmenter og industrielle pigmenter. Metalliske pigmenter kommer fra metaller såsom zink og aluminium. Industrielle pigmenter bruges i industrielle applikationer og indeholder organiske, uorganiske og metalliske pigmenter
TYPES OF PIGMENTS
There are two types of pigments: Inorganic pigments and organic pigments.
ORGANIC PIGMENTS
These are pigments that can be found in nature and they’ve been used for centuries. They usually contain minerals like clay, stones and metals, which give them their colour. Organic pigment manufacturers produce them through a simple process consisting of washing, drying and powdering.
INORGANIC PIGMENTS
Inorganic pigments are also called synthetic pigments and they are made by humans in laboratories. This gives the pigment manufacturer much more control over the colour. Inorganic pigments are made by chemical processes like oxidation. An example of oxidation is when iron forms a brown layer of rust.
Inorganic pigment are used in paints, plastics, synthetic fibres and inks. When bright colours are needed, organic pigments are used because the colours are much brighter. Inorganic pigments include white opaque pigments which are used to lighten other colours and also to increase opacity.
Two other types of pigments are metallic pigments and industrial pigments. Metallic pigments come from metals like zinc and aluminium. Industrial pigments are the pigments that are used in industrial applications and include organic, inorganic and the metallic pigments.
SORT
Sort er ikke bare sort!
Vantasort er en af de mørkeste farver, der nogensinde er fremstillet, og den kan absorbere 99,965 procent af lyset.
Det var den mørkeste sorte farve indtil 2015, hvor en ny sort kaldet Dark Chameleon Dimers kom på markedet. Disse sorte farver benyttes til at beskytte teleskoper og infrarøde kameraer og til camouflage.
Som kunstner må du ikke benytte Vantasort i din kunst. Kunsteneren Anish Kapoor har nemlig købt rettigheden til at være den eneste kunstner i verden, som må bruge netop denne farve.
En anden kunstner, Stuart Semple, lavede et modsvar til dette ved at skabe sin egen sorteste sort, som han kaldte Black 2.0, og denne må alle bruge – på nær Anish Kapoor.
Der findes også endnu en meget sort udgave af sort på markedet. Den hedder Singularity Black, og den må alle benytte.
BLACK
Black is not just black!
Vantablack is one of the darkest colours that has ever been made and can absorb 99.965 percent of visible light.
It was the darkest black until 2015 when a new black called Dark Chameleon Dimers came onto the market.
These blacks are used for protecting telescopes and infrared cameras and for camouflage. You won’t be able to use Vanta black in your art because Anish Kapoor bought the right to be the only artist allowed to use the colour.
Another artist Stuart Semple was so angry about this that he created a similar black called Black 2.0, which he says that everyone can use…except Anish Kapoor.
There is also another very black black called Singularity Black, which everyone can use.
HVID
Det ældste hvide pigment, som findes, er kalk – og kalk kan du bl.a. finde på stierne i skoven bag museet.
På et tidspunkt lavede vores forfædre farven blyhvid ved at hænge blystykker over syre i et skur med rådden hestelort. Dette skabte varme og carbondioxid. Efter et par måneder opstod der en hvid skorpe på blyet. Den kunne man skrabe af og komme i malingen.
WHITE
The oldest white pigment is chalk, which you can pick up on the paths in the forest behind the museum.
Later, lead white was made by suspending strips of lead over acid in a shed with rotting horse manure. This produced heat and carbon dioxide. After a few months a white crust formed on the strips of metal and was scraped off and added to paint.
JORDFARVER – SIENNA
Farverne rå sienna og brændt sienna stammer fra ler, som skifter farve når det bliver opvarmet.
Rå sienna er gulbrunt og bliver til en rødlig brun, når det bliver ophedet – som så kaldes brændt sienna.
Disse farver, sammen med okker og umber - hører under gruppen af jordpigmenter, og de er nogle af de første pigmenter, som nogensinde er blevet brugt af mennesker, og de er fundet i mange hulemalerier.
Farven har sit navn efter byen Sienna i Italien, hvor den blev produceret under renæssancen.
EARTH COLOURS - SIENNA
The colours raw sienna and burnt sienna come from a clay, which changes colour when heated. Raw sienna is yellowish-brown, but turns a reddish brown when heated and is then called burnt sienna.
These colours, along with ochre and umber belong to the earth pigments and are some of the first pigments ever to be used by humans. They can be found in many cave paintings.
The colour gets its name from the town of Siena in Italy, where it was produced during the Renaissance.
BLÅ
Blå var et meget besværligt og dyrt pigment at fremstille, men det var nødvendigt for at kunne afbillede himmel og vand.
Med den dyre sten Lapis Lazuli kunne man frembringe farven ultramarin, og den var så dyr og besværlig at lave, at den kun blev brugt til de mest vigtige figurer som Jesus og Jomfru Maria i kunstværker.
I 1824 udbød Societé pour l'Encouragement d'Industrie en pris til den, der kunne skabe en syntetisk ultramarin. Jean Baptiste Guimet og Christian Gmelin opfandt i henholdsvis 1826 og 1828 en måde, hvorpå man kunne syntetisere farven, men Guimet holdt sin opdagelse hemmelig. Gmelin offentliggjorde derimod sin to år senere, og han blev dermed noteret som opfinderen af den syntetiske ultramarine.
I begyndelsen af det 19. århundrede kostede ét kilo lapis lazuli mellem seks og ti tusinde Franc. Prisen på den syntetiske ultramarin var mindre end otte hundrede Franc per kilo.
BLUE
Blue was a difficult and expensive pigment to make, but was needed to depict skies and water.
The semi-precious stone lapis lazuli produced ultramarine, which was so expensive and difficult to produce that it was only used for the most important figures such as Jesus and the Virgin Mary in artworks.
In 1824, the Societé pour l'Encouragement d'Industrie offered a prize for the artificial production of ultramarine. Jean Baptiste Guimet (1826) and by Christian Gmelin (1828) figured out how to synthesize the colour, but Guimet kept his method a secret. Gmelin published his, and thus became the originator of the French synthetic ultramarine industry. At the beginning of the 19th century, the price of a kilogram of lapis lazuli was between six and ten thousand francs. The price of artificial ultramarine was less than eight hundred francs per kilogram.
LILLA
Lilla var en meget svær og dyr farve at producere, og den blev forbundet med magt, rigdom og de kongelige.
I det antikke Rom var der love, som forbød alle andre end kejseren at bruge Tyrian lilla. Farven – som også kaldes fønikisk lilla – kostede nemlig en en mindre formue at producere. Kleopatra, datidens mægtigste kvinde, elskede lilla, og hun brugte den til alt – både sit tøj, som make-up og til sejlene til sine skibe.
Tyrian-lilla stammer fra snottet fra mange forskellige typer af murex-snegle. Der skal bruges omkring 250.000 snegle til at producere én toga.
Man kan trække farven ud på to måder. Man kan enten malke sneglene, og det dræber dem ikke, men det er meget tidskrævende, men man kan også knuse og koge dem og lade dem fermentere.
Denne metode var den mest almindelige, og den lugtede skrækkeligt. Og stanken blev endnu værre, fordi man var tvunget til at bruge et bejsemiddel for at få det til at binde og klæbe sig fast til stoffet. Et populært bejsemiddel på denne tid var urin. Så ikke overraskende var der love, som tillod kvinder at lade sig fraskille fra deres mænd, hvis de blev farvere, efter de var blevet gift.
I 1856 forsøgte en ung kemiker, teenageren William Henry Perkin, at opfinde en billig måde at producere quinine – som er en medicin, som bruges til at helbrede malaria. Og under arbejdet skabte han ved et rent og skært tilfælde en meget smuk lilla.
På denne tid, var lilla på sit højeste indenfor mode, og stadig meget dyr at fremstille. Perkins lilla var imidlertid meget billig at lave, og det gjorde det pludselig muligt for helt almindelige mennesker at bruge lilla.
William Henry Perkin tjente mange penge på sin opdagelse, og han blev foregangsmanden til en helt ny industri, hvor der skabtes syntetiske, menneskeskabte pigmenter.
Man kan stadig købe Tyrian lilla i dag, og det er stadig ekstremt dyrt. Bare ét gram koster mere end 22.000 kroner.
PURPLE
Purple was a very difficult and expensive colour to produce and it became associated with power, wealth and royalty.
In Ancient Rome, laws prohibited anyone but the Emperor from wearing Tyrian purple, which cost a small fortune to produce. Cleopatra, who was the most powerful woman of her era, loved purple and used it for everything, her clothing, the sails of her ship and her make-up.
Tyrian purple comes from the mucus of several types of Murex snails. About 250,000 snails are needed to produce one toga.
The dye can be extracted in two ways, either by “milking” the snails, which does not kill the snails, but is very time-consuming, or by crushing and boiling the snails and leaving them to ferment.
This method was more common and created a terrible smell. To make things worse, the dye needed a mordant to make it stick to the cloth and not wash out. A popular mordant at the time was urine. It is not surprising that there were laws that allowed women to divorce their husbands if they became dyers after they were married.
In 1856, a teenage chemist called William Henry Perkin was trying to find a cheap way to produce quinine, a medicine used to treat malaria, when he accidentally created a beautiful purple.
At the time, purple was the height of fashion and still very expensive. Perkins’ purple was very cheap to produce and made it possible for ordinary people to wear purple. He made a lot of money from his discovery and created a new industry creating synthetic (or human-made) pigments.
You can still buy Tyrian purple pigment today and it is still extremely expensive. One gram costs over kr. 22.000.
RØD
Coccinellen er et insekt, som lever af kaktus, og billen er blevet brugt til at lave farve i Mexico så tidligt som år 2000 før Kristus.
Billerne blev omhyggeligt avlet til at skabe den bedste farve til at fremstille maling og farvestoffer, som blev benyttet til så forskellige ting som fjer, tøj og sågar medicin.
Da de spanske conquistadorer ankom til Mexico City, det aztekiske imperiums hovedkvarter, var den røde farve over alt. Landsbyboere betalte deres skatter til aztekerne med kilovis af coccinellebiller og ruller af blodrødt stof.
Man skal bruge omkring 70.000 biller for at lave et halvt kilo rød farve, og i Mexico mener man at coccinellen besad magiske kræfter, som beskyttede dén person, som tøjet farvet med billen.
Spanierne eksporterede enorme mængder af coccinelle til Europa, hvor kunstnere hurtigt begyndte at benytte farven i deres værker. Kunstværker af Paul Gaugain, Auguste Renoir og Vincent van Gogh er alle blevet analyseret i laboratorier, og man har fundet spor af coccinellen.
Desværre holder coccinelle pigmenter, så mens den binder godt til stoffet, har den røde farve det ikke så godt med at komme i kontakt med lys, og kunstværkerne har derfor over tid mistet farve.
I dag er coccinelle igen eftertragtet på grund af dets brug i madvarer og kosmetik. Hvis du ser navne som carmin, carminsyre, crimson sø, naturlig rød 4, eller E 120 eller coccinelle på din yoghurt, kage, sodavand eller kosmetik, så indeholder produktet højst sandsynligt coccinelle.
Der findes også en rød farve, der hedder drageblod. Den stammer fra rød harpiks, som kommer fra forskellige træsorter. Stoffet, der har givet farven dets navn, hedder dracorubin. Farven bruges til farvning træ, og i særdeleshed til violinlak.
Endelig skal her nævnes karmin, som er et kraftigt rødt farvestof af organisk oprindelse. Det udvindes af cochenillelus og indeholder carminsyre. Farvestoffet er EU-godkendt og har nummeret E-120. Det benyttes i kosmetik og fødevarer. Tidligere blev det også brugt til at farve tøj.
RED
The cochineal is a bug that lives on cacti and was used to create colour in Mexico as early as 2000 BCE. They were carefully bred to create the best colour to create paint and dye for things like cloth and feathers and even medicine.
When the Spanish conquistadors arrived in Mexico City, the headquarters of the Aztec empire, the red colour was everywhere. Villagers paid their taxes to the Aztec rulers in kilos of cochineal bugs and rolls of blood-red cloth.
In Mexico, cochineal is believed to have magical powers, protecting the person wearing clothes dyed with it. Around 70,000 bugs are needed to produce one pound of dried dye. The Spanish exported huge amounts of cochineal to Europe, where artists quickly started to use it in their works. Works by Paul Gauguin, Auguste Renoir and Vincent van Gogh have all been analysed in laboratories and have tested positive for cochineal.
Unfortunately cochineal pigments, unlike cochineal dye on cloth, which usually holds fast to its color, cochineal pigments in paint tended to fade with exposure to light. This means that artworks have faded over time.
Today cochineal is in demand again due to the demand for safe food and cosmetic colouring. If you see names like carmine, carminic acid, crimson lake, Natural Red 4, or E120 or cochineal on a label for your yoghurt, cake, candy, soft drink, or cosmetics, then your product is likely to contain cochineal bugs.
There is also a red called dragon’s blood. It comes from a red resin produced by different types of trees. The substance that gives this colour its name is called dracorubine. It is used to colour wood, particularly the varnish used on violins.
GRØN
Grønne pigmenter stammer oftest fra sten, specielt dem der indeholder kobber. Mineraler som malakit og ir blev fundet i malerier inden i de Egyptiske pyramider.
Du kan se, hvor ir stammer fra, ved at kigge på kirkesporet på Vor Frue Kirke i København eller frihedsgudinden i New York. Det er et lag af grøn patina, som kommer ovenpå kobber.
I middelalderen skrabede man ir af og benyttede det til at skabe det grønne i malerier. Patinaen skabte man ved at fastgøre kobberstriber på træ med syre, hvorefter man begravede træet i møg. Som et alternativ placerede man kobberplader i lerpotter, som var fyldte med vin. Det irrede kobberlag blev herefter skrabet af hver uge. I dag er denne kulør blevet erstattet af et syntetisk pigment kaldet kromgrøn.
Malakit er et meget dyrt pigment, som man udvinder fra kværnede malakitsten. Egypterne høstede store mængder malakit fra minebrug, og det siges, at Kleopatra brugte det som øjenskygge.
Man lavede disse øjenfarver ved at kværne malakit med en morter og blande det med støv og fedt fra dyr. Man kom farven på med en pind. Man benytter i Kina stadig malakit til fine grønne farver.
Bryllupskjolen i Arnolfini-portrættet af Jan Van Eyck (1434) var malet med malakit.
I dag er farven i høj grad blevet udskiftet med kromgrøn.
Amazonit er en anden sten, som også bruges til at lave pigmenter. Japanerne benyttede proteinlim til at binde støvet sammen til vandfarver.
GREEN
Green pigments come mostly from rocks and stones, especially those containing copper. Minerals like Malachite and Verdigris were found in paintings inside the pyramids in Egypt. You can see where verdigris comes from by looking at the spires of churches like Vor Frue kirke in Copenhagen or the Statue of Liberty in New York. It is a layer of green patina that forms on copper.
It was scraped off to create the green used in paintings. In the Middle Ages, the patina was made by attaching copper strips to a wooden block with acetic acid, then burying the sealed block in cow dung. Another method was to put copper plates in clay pots filled with wine. The verdigris which formed was scraped off each week. Today it has been replaced with a synthetic pigment called chrome green.
Malachite is a very expensive pigment made from ground malachite stones. The Egyptians mined huge quantities of malachite stone and Cleopatra is said to have used it as an eyeshadow. These eye paints were made by grinding malachite with a pestle and mortar and mixing the dust with oils and animal fats. The resulting colour was applied with a stick. Malachite is still used in China for fine greens.
The wedding gown in the Anolfini Portrait, by Jan Van Eyck (1434) was painted with malachite. Today the colour has been mostly replaced by chrome green.
Amazonite is another stone used to create pigment. The Japanese used protein glues to bind the dust together in making watercolur.
MUMIEBRUN
I det 16. århundrede dukkede der en ny farve op i Europæiske malerier. Den kaldte man mumiebrun. Den blev lavet af knuste egyptiske menneske- og kattemumier. Det var en intens brun farve, som lå et sted mellem brændt umber og rå umber.
På dette tidspunkt, spredte Egyptomani sig gennem Europa, og ægte mumier blev brugt som dekoration, medicin, papir og endda festlege til mumiefester. Da der snart ikke var flere mumier tilbage, brugte man i stedet kriminelle og slavers kroppe.
Kunstneren Edward Burne-Jones blev så skræmt, da han fandt ud af, hvordan farven var blevet lavet, at han begravede sin tube med mumiebrun maling i sin have.
Den sidste mumiebrune farve blev lavet så sent som i 1960érne, fordi firmaet løb tør for mumier. Firmaets direktør fortalte Time Magazine, at de kun havde et par arme og et par ben tilbage, og det var ikke nok til at lave maling af.
MUMMY BROWN
In the 16th century, a new brown paint called Mummy Brown appeared in European painting. It was made from crushed ancient Egyptian human and cat mummies. It was a rich brown colour, somewhere between a burnt umber and raw umber.
At the time, Egyptomania was spreading through Europe and actual mummies were used as decoration, medicine, paper and even party games at mummy festivals.
When the supply of mummies started to run out, the bodies of criminals and slaves were sometimes used instead.
One artist, Edward Burne-Jones, was so horrified when he found out how the colour was made that he buried his tube of mummy brown in his garden.
The last mummy brown paint was made as late as the mid 1960s because the company ran out of mummies. The director of the company told Time magazine that they only had a few arms and legs left, but that it was not enough to make paint with.
De 9 vigtigste malingstyper er:
Pigment og gummi arabicum eller dekstrin og vand og glycerine - akvarelfarve
Pigment og gummi arabicum eller dekstrin og vand og glycerine og fyldstof - gouache
Pigment og gummi arabicum eller dekstrin og vand og glycerine og mere fyldstof - plakatfarve
Pigment og akrylbinder - akrylfarve
Pigment og polymerbinder - polymerfarve
Pigment og alkydbinder - alkydfarve
Pigment og vand - fresco
Pigment og æg - æggetempera
Pigment og olie - oliefarve
The nine most important paint types are:
Pigment and gum arabic or dextrin and water and glucose - watercolour.
Pigment and gum arabic or dextrin and water and glycerine and a filler - gouache.
Pigment and gum arabic or dextrin, water, glycerin and filler - poster colours.
Pigment and acrylic binder - acrylic
Pigment and polymer binder - polymer paint
Pigment and alkyd resin binder - alkyd paint
Pigment and water - fresco
Pigment and egg yolk - egg tempera
Pigment and oil - oil colour
Kunst der gør brug af forbrugersamfundets og massekulturens billedverden, f.eks. tegninger, pin-up-billeder og reklamer, men gør det med en blanding af ironi og kærlighed. Popkunst - eller Pop Art opstod i 1950'erne med undersøgelser i den populære bykulturs natur, især blandt Independent Group i London. Retningen blomstrede i 1960'erne som et væsentligt islæt i kunsten efter at have overtaget visse ideer med rødder i Dadaismen. Den påvirkede ikke kun billedkunsten, men også kunsthåndværket.
En tegning, et maleri eller fotografi af en eller flere personer - ofte kun som en afbildning af ansigtet. Inden for malerkunsten kan f.eks. nævnes selvportrættet, familieportrættet, gruppeportrættet, kunstnerportrættet m.fl.
- Betegnelse for visse europæiske kunstnere fra før 1500, især når disse synes at anvende en påfaldende arkaisk stil. - Kunst frembragt af selvlærte og uforfinede kunstnere fra enhver periode. - Kunst fra Afrika, Oceanien og indianernes Amerika: I dette tilfælde er betegnelsen primitiv ved at glide ud, da den kan forekomme nedsættende. - Undertiden kunst der opstår på et tidligt trin af en udvikling. - Forholdet mellem de enkelte dele af en bygning eller et kunstværk.
R
- Kunst der vil gengive virkeligheden nøjagtigt.
- En fase i 1800-tallets franske kunst. Ledende franske kunstnere i århundredets midte som Gustave Courbet forkastede romantikkens idealistiske tendenser og koncentrerede sig om at gengive, hvad der umiddelbart omgav dem udfra både sociale og visuelle ideer. Deres higen mod en detaljeret, nøjagtig og sober gengivelse fandt sted i samspil med fotografiets udvikling.
- En realistisk fase findes i de fleste landes malerkunst i 1800-tallet, mere eller mindre inspireret af den franske realisme.
Inden for billedhuggerkunsten et motiv, der helt eller delvist springer frem fra en flade.
Planerne i et maleri - ofte som f.eks. i landskabsmaleriet - forgrund, mellemgrund og baggrund. Den tredimensionale virkning i et kunstværk kan forstærkes ved hjælp af forskellige virkemidler, f.eks. udnyttelse af perspektiv, overlapning, lys og skygge og farver.
En regelmæssig, bevidst gentagelse af former eller betoninger; rytmen kan også bidrage til en følelse af bevægelse.
S
Se farver.
En international gruppe kunstnere, hvoraf flere kom fra COBRA, opstået på foranledning af Asger Jorn i 1957. Fra 1960'erne og fremad har en vigtig del af gruppens aktiviteter bestået af happenings; deres tilholdssted har været Drakabygget i Skåne.
Målestoksforhold inden for kunsten.
- Ethvert kunstværk i tre dimensioner. - Efter concept art i 1970'erne begyndte ordet at blive anvendt om en lang række avantgarde kunstværker fra skrevne udsagn til anvendelsen af tid og rum som ekstra dimensioner. Da den engelske kunstner Richard Long foretog en af sine planlagte vandreture gennem et landskab og markerede hvad han havde gjort, på et landkort, blev denne action kaldt skulptur. Ordet er dermed kommet til at dække næsten enhver anden form for kunstnerisk aktivitet end maleri og grafik.
Den gradvise overgang fra lyse til mørke områder i f.eks. et maleri eller en skulptur. Objekters egenskygge defineres af lyskilden, og de kaster skygge, - en slagskygge, som samtidig angiver objektets position i rummet.
Kunst som på realistisk vis fremstiller emner med et socialt indhold og sigte. Bruges undertiden synonymt med socialistisk realisme.
Et kunstværks markante udtryk, - dets genkendelige form og stilart, der placerer det i "familie" med beslægtede værker.
Kunstværker gengivet/skabt i forenklet - ofte stilbetonet form.
Se nature morte.
Et kunstværks indre opbygning; den særlige (dynamiske) form for system der opstår ved beskrivelsen af kunstværket, idet systemets elementer kun beskrives gennem deres indbyrdes forhold, reglerne for deres mulige kombinationer og transformationer.
En betegnelse skabt af digteren Guillaume Apollinaire i 1917, men nu anvendt om en bevægelse grundlagt i 1924 af forfatteren André Breton. Den optog den franske Dada-bevægelse i sig og gjorde positivt brug af de metoder og fremgangsmåder, som f.eks. lader hånt om logikken og chok-virkninger, som Dada blot havde brugt som benægtelse af konventionel kunst. Under påvirkning fra Freud hævdede surrealismen at befri det ubevidstes rigdomme gennem "drømmenes forrang" og udeladelse af bevidst kontrol, automatisme. Bevægelsen var oprindelig litterær, men fandt billedkunstnerisk udtryk i collage og frottage (Max Ernst), i den såkaldte veristiske surrealisme, der dyrkede fantastiske emner malet med ekstrem optagethed af detaljer (Salvador Dali og Yves Tanguy) og i en fri form for abstraktion, baseret på automatisme (André Masson). Den sidste retning kom til at påvirke den abstrakte ekspressionisme.
Element i et kunstværk, der repræsenterer noget andet - og således peger hen mod et specielt indhold.
En indflydelsesrig bevægelse inde for både europæisk litteratur og bildende kunst fra ca. 1885 til ca. 1910. Symbolismen forkastede det objektive til fordel for det subjektive. Den vendte sig væk fra en direkte fremstilling af virkeligheden; i stedet satte den en syntese af mange forskellige sider af virkeligheden med den hensigt at antyde ideer gennem brug af dobbelttydige, men kraftfulde symboler. Bevægelsen forenede religiøs mysticisme med interesse for det udartede og det erotiske samt optagethed af det tilsyneladende "primitive" med en forfinet kult af det dekadente.
Ligevægt/balance i et billede - som regel tilvejebragt omkring midteraksen. Enslignende billedelementer fordeler sig på begge sider af aksen.
- Den side hvorfra man ser noget = perspektiv, vinkel - En bestemt måde at betragte et emne på = synspunkt, betragtningsmåde, vinkel.
T
Betegnelse anvendt fra de tidlige 1950'ere af den franske kunstkritiker Chrales Estienne for at karakterisere en form for abstrakt maleri, hvor farverne blev påført i pletter, som f.eks. i værker af Wols og Henri Michaux. Ordet kom til at dække det europæiske modstykke til den amerikanske abstrakte ekspressionisme.
Emne
Med længde og bredde, men uden dybde.
Se farver.
Med længde, bredde og dybde.
En type maleri, gerne et stilleben, som ved hjælp af forskellige illusionistiske tricks forsøger at overbevise tilskueren om, at han eller hun ser de genstande, som er afbildet, i virkeligheden.
V
Lys og mørke i forhold til hinanden i et maleris forskellige dele, farverne uanset.
Se farver.
Æ
Et sammenhængende kritisk system, som kan være baseret på visuelle, moralske eller sociale standarder, eller på en hvilken som helst kombination af disse, og som anvendes til bedømmelse af kunstværker. Som betegnelse for filosofien om det skønne i kunsten blev ordet første gabg anvendt i midten af 1700-tallet af den tyske filosof Alexander Gottlieb Baumgarten. Hans teori blev taget op af Immanuel Kant, som mente, at kunstens filosofi er uafhængig af ebhver anden form for filosofi, og at kunst kun kan bedømmes ud fra sine egne standarder. Ideen blev genoplivet i Frankrig 1 1840'rne af forfatterne Charles Baudelaire og Théophile Gautier som l'art pour l'art, og den fik stor indflydelse i England i slutningen af 1800-tallet med Aesthetic Movement.