Gå til hovedindhold
Billede
Uden titel, 1982, Berit Heggenhougen-Jensen

Uden titel, 1982, Berit Heggenhougen-Jensen

Presse og nyheder
Debuterede i 80’erne med ikonisk gruppe: Nu får Berit Heggenhougen-Jensen sin første store museumsudstilling
24. feb 2026

Som en markant kunstner i sin generation blev Berit Heggenhougen-Jensen i 80’erne kendt for sit ekspressive maleri og sin ironiske leg med kultur- og populærhistorien. Med en stærk placering i Kunstens samling får hun nu – i året for hendes 70-års-fødselsdag – sin første retrospektive udstilling.

Berit Heggenhougen-Jensen – Fra 80'er-punk til Schlagermusik åbner den 26. marts 2026 på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

Collager på lærreder med udklippede pinupmodeller, vinylplader og kondomer. Ironiske værktitler som ”Schlager” og ’En rød beskidt klud’. Ekspressive penselstrøg, der nærmest fortsætter ud over lærredet.

Berit Heggenhougen-Jensen fik sit gennembrud med Tranegaardens nu legendariske udstilling Kniven på hovedet i 1982, hvor gruppen De Unge Vilde debuterede med et brag.

”Men hvor flere af de mandlige kunstnere i dag er langt mere velkendte, er det en lidt anden historie, når det gælder de kvindelige medlemmer af gruppen. Det vil vi forsøge at lave om på med udstillingen, der bliver den første omfattende, tilbageskuende præsentation af Berit Heggenhougen-Jensens værker. Fortrinsvist fra 1980’erne, men med afstikkere til 1990’erne og 00’erne,” fortæller Morten la Cour, der er samlings- og forskningsansvarlig på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg og kurator på udstillingen.

Ville sprænge det stivnede i luften
Samme år, som hun fejrer 70-års-fødselsdag, får Berit Heggenhougen-Jensens dermed sin hidtil største museumsudstilling.

Her kan gæster glæde sig til bl.a. at (gen)opleve 1980’erne en tid præget af fandenivoldsk energi og utæmmet vildskab på lærredet.

”Man sprang fra lærred til lærred, og udviklingen skete i bevægelsen. Der var en følelse af, at vi havde brug for at sprænge det hele i luften, alt det stivnede og fastfrosne,” som Berit Heggenhougen-Jensen selv beretter i udstillingskataloget.

Genintroducerede maleriet med fuld kraft
De Unge Vilde bestod af 12 unge elever fra Kunstakademiet. De var flasket op med 60’ernes og 70’ernes konceptkunst og minimalisme, men fandt en klar modpol i det nye ekspressive maleri, som unge kunstnere viste i Tyskland.

Derpå genintroducerede de maleriet med fuld kraft – råt, direkte og energifyldt.

”De punkinspirerede, primitivistiske, semifigurative værker udført med primærfarver i store formater forestillede snart sagt alt, der lige faldt kunstnerne ind i momentet,” forklarer Morten la Cour.

Har ikke fået det spotlight, hun fortjener
Senere begynder Berit Heggenhougen-Jensen at udforske landskabsgenren, der forbliver et fast element – også når hun sidst i 80’erne og i starten af 90’erne arbejder med temaer som feminisme, køn og seksualitet.

”Dette er en af de udstillinger jeg glæder mig særligt til i vores 2026 program, der også tæller andre maleriudstillinger som bl.a. Picasso, Lundstrøm og Ovartaci. Berit Heggenhougen-Jensen er både en overraskelse og en selvfølgelighed i programmet. Når man ser hendes værker, er der så meget power og kvalitet i dem, at der ikke kan være tvivl om, at hun skal have den her udstilling. Alligevel vil mange nok blive overraskede, når de ser Berit Heggenhouen-Jensens værker; for hun har ikke fået det spotlight, hun fortjener og er derfor ikke kendt af det brede publikum. Det er jeg glad for, at vi kan være med til at lave om på,” udtaler Lasse Andersson, direktør på Kunsten.

Praktisk information
Udstillingen kan opleves den 26. marts-9. august 2026.

Udstillingen baserer sig på Kunstens samling, der rummer 64 værker af Berit Heggenhougen-Jensen, samt udvalgte indlån.

Læs mere om udstillingen på www.kunsten.dk/bhj.