Kunsten inviterer til en festlig åbningsaften, når vi slår dørene op til den hidtil største museumsudstilling med Berit Heggenhougen-Jensen. Aftenen byder blandt andet på 80'er punk-nostalgi og digtoplæsning af Søren Ulrik Thomsen.
Træd med os tilbage i 80'erne og ind i en tid præget af rå energi, stærke primærfarver og fandenivoldsk maleri. En tid, hvor De Unge Vilde genintroducerede maleriet med fuld kraft, og hvor Berit Heggenhougen-Jensen satte et markant og selvstændigt aftryk.
Denne aften fejrer vi både kunstneren, perioden og værkerne – med taler, digtoplæsning, introduktioner i udstillingen og middag i Brasserie Kunsten. Middagen består af to lækre retter og kage/kaffe buffet med et strejf af 80'erne (selvfølgelig). Prisen for middagen er 480 kr., og du kan købe din billet her. Drikkevarer kan tilkøbes på aftenen.
På åbningsaftenen kan du også sikre dig udstillingens katalog og udvalgte plakater.
Vi glæder os til at byde dig velkommen!
17.45
Baren åbner i forhallen.
18.00
Åbningstaler i forhallen:
-Velkomst ved Kunstens direktør Lasse Andersson
-Introduktion til udstillingen ved Kunstens samlings- og forskningsansvarlig Morten la Cour
-Digtoplæsning ved Søren Ulrik Thomsen
18.30
Udstillingen åbner. I løbet af aftenen tilbyder vi tre korte introduktioner til udstillingen ved Kunstens kunstguider:
-Kl. 18.45–19.05
-Kl. 19.15–19.35
-Kl. 19.45–20.05
Klistermærker til introduktionerne udleveres i informationen.
19.00
Middag i Brasserie Kunsten for billethavere.
21.00
Museet lukker for gæster, der ikke deltager i middagen.
22.00
Museet lukker for for gæster, der deltager i middagen.
Berit Heggenhougen-Jensen fik sit gennembrud i 1982 med den legendariske udstilling Kniven på hovedet, hvor gruppen De Unge Vilde slog igennem. Her blev maleriet genintroduceret med fuld kraft – råt, direkte og energifyldt. Det blev startskuddet til et langt og vedholdende kunstnerisk arbejde, hvor hun hele tiden har fornyet sit udtryk.
I 2026 fylder Berit Heggenhougen-Jensen 70 år. Det markerer Kunsten med hendes hidtil største museumsudstilling, der giver et dybdegående indblik i kunstnerens værker fra primært 1980’erne og 1990’erne.
Udstillingen baserer sig på Kunstens samling, der rummer 64 værker af Berit Heggenhougen-Jensen og ledsages af et rigt illustreret katalog, som er med til at cementere kunstneren som en af de væsentligste kunstnere i sin generation.
På åbningsaftenen forkæler Søren Ulrik Thomsen os med en digtoplæsning.
Thomsen trådte frem på den litterære scene i begyndelsen af 1980’erne – parallelt med De Unge Vilde. Med sin mørke sensibilitet, storbyens puls og en ny poetisk intensitet blev han en central stemme i samme kulturelle opbrud, som også prægede Berit Heggenhougen-Jensens tidlige virke.
Hans digtning deler periodens energi, alvor og eksistentielle spændinger, og oplæsningen på åbningsaftenen bliver et litterært ekko af den kunstneriske kraft, der udfolder sig på lærrederne.